5.11.2020

Willbrandt inviterede til rejsegilde med rosende ord

Et nyt energivenligt domicil med kontor og lager begynder så småt at skyde i vejret hos Willbrandt Gummiteknik i Haslev.

Til rejsegildet kunne de tilstedeværende danne sig et indtryk af de fremtidige lokaler og omgivelser, hvor miljø og indeklima vil komme i højsædet. 

En tilfreds bygherre
Willbrandt havde ved rejsegildet rosende ord til bl.a. Gråkjær og de involverede håndværkere. Johnny Anekjær, direktør for Willbrandt udtaler: ”Vi føler os trygge med Gråkjær. Det er dejligt med en totalentreprenør, når man selv har en travl hverdag. Vi har et godt samarbejde og har fået god rådgivning lige fra projektstart, myndighedsandragende til selve byggeprocessen – og så er vi bare glade for at høre, at tidsplanen holder.”

Effektiv myndighedsbehandling
Borgmester Ole Vive roste Willbrandt for deres positive fremdrift og nævnte, hvor vigtigt det lokale erhvervsliv er for Faxe kommune. Dertil hører også hurtig myndigheds-behandling fra kommunens side, hvilket i Willbrandts byggesag kun tog 3 ugers ekspeditionstid. Gråkjær blev rost for netop deres forberedende og professionelle levering af myndighedsprojekt, hvilket gjorde ekspeditionstiden hurtig og effektiv.

Niels Tarp, Projektchef hos Gråkjær, takkede Willbrandt for et godt samarbejde og håndværkerne for en rosværdig indsats for at nå i mål med byggeriet. Medarbejdere i Willbrandt kan se frem til at flytte ind i det nye 2.000 m2 kontordomicil i foråret 2021.

Gråkjær A/S, Fabersvej 15, DK-7500 Holstebro  ·  Tlf. +45 96 13 55 55  ·  graakjaer@graakjaer.dk