24.1.2017

Topmoderne konditorskole i Ringsted

ZBC Ringsteds nye moderne faglokaler er nu klar til indflytning. Et teknisk kompliceret byggeri, som nu giver eleverne optimale muligheder for at lære konditorfaget

ZBCs nye undervisningslokaler er opført i grå teglsten med partielle arealer med paneler i cedertræ og alu-vinduer med solafskærmning. Både træ og vinduer er vedligeholdelsesfrie. Byggeriet har fladt tag, der udnyttes til ventilations- og kølegård (omkranset af et transparent trækgitter af galvaniseret stål).

Byggeriet har især stillet store krav til installationer, da det rummer faglokaler, som kræver forskellige temperaturer for at få de bedste resultater af de færdige lækkerier, der produceres i lokalerne. Byggeriet rummer udover produktionslokaler og projektrum (for videooptagelser) ligeledes rum for ismejeri og chokoladesprøjtning samt køle- og fryserum.

Den nyopførte bygning er på 650 m2. Udover nybygningen har Gråkjær også renoveret eksisterende arealer på 350 m2. Her får eleverne bl.a. et open learning rum med mulighed for kreative tanker, småmøder osv.

Byggeriet er afleveret til bygherre, som nu er i gang med at indrette lokalerne, så de snart kan tage imod nye konditorelever fra nær og fjern. Med de opdaterede faglokaler får eleverne de bedste muligheder for at lære at mestre konditorfagets discipliner. 

ZBC Ringsted er den eneste skole i Danmark der udbyder konditor-uddannelsen og har en vision om at være den førende uddannelsesinstitution på specialuddannelserne.

Gråkjær A/S, Fabersvej 15, DK-7500 Holstebro  ·  Tlf. +45 96 13 55 55  ·  graakjaer@graakjaer.dk