13.12.2016

Tilfreds bygherre fik nyt lager på rekordtid

Direktør for Bogense Plast, Freddy Tindhof, er en glad mand. Da virksomheden i en periode har manglet plads, er en ny lagerhal nu på rekordtid opført og taget i brug

Det var vigtigt for Freddy Tindhof, at han ikke selv behøvede at lægge mange timer undervejs i byggeriet, da han samtidig skulle koncentrere sig om at lede en virksomhed i vækst.

”Vi stod og manglede pladsen i vores produktion, derfor var det utroligt positivt at Gråkjær kunne opføre vores nye lagerhal på bare 12 uger, og uden at det kostede en masse af min tid. Jeg oplevede, at kommandovejene var meget korte, hvilket gjorde det muligt at afkorte byggeprocessen”, siger Freddy Tindhof.

Byggeriet på Bogense Plast består af en lagerhal og nedkørsel med to læsseramper, samt omklædning og værkførerkontor på i alt 2.050 m2.

Lagerhallen er opført i stålkonstruktion, med betonelementer forneden og letkonstruktion øverst. Bygherren er glad for denne løsning, som ud over at kunne opføres hurtigt også stilmæssigt passer til resten af Bogense Plasts bygninger. Og så roser han Gråkjær for hurtigt at følge op, hvis noget ikke var løst helt tilfredsstillende:

”Det færdige byggeri ser rigtig godt ud. De småfejl, der har været undervejs, er der blevet taget hånd om, og de er blevet løst rigtigt hurtigt”, fortæller Freddy Tindhof. 

Bogense Plast er en produktionsvirksomhed, som har specialiseret sig i sprøjtestøbning og produktion af plastelementer og producerer blandt andet dele til Siemens, Danfoss og Grundfos og andre store danske og internationale virksomheder.

Gråkjær A/S, Fabersvej 15, DK-7500 Holstebro  ·  Tlf. +45 96 13 55 55  ·  graakjaer@graakjaer.dk