4.7.2017

Styrkelse af Gråkjær Erhvervs afdeling i København

Strøm af nye boligprojekter leder til ansættelse af projektleder og projekteringschef

Gråkjær Erhverv udvider kontoret i København med to nye medarbejdere pr. 3. juli. Projekteringschef Martin Rosenvinge Janner og projektleder Lars Kruse skal, sammen med de øvrige medarbejdere, tage sig af den strøm af nye boligprojekter, der er skrevet kontrakt på i den seneste tid.

Martin Rosenvinge Janner (41) har mange års erfaring som projekt- og projekteringsleder. Han har arbejdet med boligprojekter siden 2004, senest hos CASA, hvor han de seneste 6 år har været projekteringschef/kalkulatør og har stået for projekteringen af op mod 1.000 boliger. Hos Gråkjær får Martin i jobbet som projekteringschef ansvaret for projekteringen af større boligprojekter. Desuden har Martin et godt netværk på Sjælland, som han kan styrke Gråkjær Erhvervs afdeling i København med.  

Projektleder Lars Kruse (45), er uddannet tømrer (hos Gråkjær) og bygningskonstruktør og har solid erfaring som projektleder. Lars kommer fra Dong Energy Wind Power, hvor han har stået for store projekter inden for forsyning og vindenergi. Erfaringen med de teknisk komplicerede projekter med mange interessenter tager Lars med sig ind i arbejdet som projektleder med ansvaret for byggeri af boliger.

”Med de projekter vi har kontrakt på, og hvad vi har i pipelinen, er jeg glad for at have fået selskab af to så kompetente folk, ” siger Johnny Holt, regionsdirektør for Gråkjær Erhverv, øst.

Udvidelsen af medarbejderstaben på Valbykontoret kommer som en naturlig reaktion på, at Gråkjærs aktivitet inden for boligbyggeri i Østdanmark er steget markant. Alene I løbet af juni måned har Gråkjær Erhverv skrevet kontrakt på over 170 nye boliger i og omkring København, herunder bl.a. 117 lejligheder i Rødovre og 32 lejligheder i Helsingør.

Gråkjær A/S, Fabersvej 15, DK-7500 Holstebro  ·  Tlf. +45 96 13 55 55  ·  graakjaer@graakjaer.dk