3.5.2018

Projektteam Poppelstykket

Medarbejdere fra Kullegaard, Orbicon og Gråkjær er rykket ud af deres normale kontorer for at arbejde sammen på projekteringskontor hos Gråkjær i Valby.

Gråkjær indgik tidligere på året aftale om at opføre 361 ungdomsboliger og 2.600 m2 erhverv på Poppelstykket i Valby, i alt ca. 16.500 m2 nybyggeri. Nu er projekteringen i fuld gang.

For at sikre det bedst mulige samarbejde i projekteringsfasen har Gråkjær valgt en utraditionel løsning og samlet arkitekter fra Kullegaard og ingeniører fra Orbicon på Gråkjærs kontor i Valby. Her sidder de sammen med Gråkjærs projekteringsteam.  

”Ved at have en løbende dialog omkring opgaven, frem for kun at ses til projekteringsmøder, får vi et mere smidigt samarbejde og en stærkere relation virksomhederne og medarbejderne imellem. Dermed opnår vi et bedre og mere bygbart projekt, som alle parter er tilfredse med” siger Johnny Holt, Regionsdirektør hos Gråkjær.

Teamet er nu midtvejs i myndighedsprojektet som indebærer, at der søges byggetilladelse. De næste ti uger arbejdes der med hoveddelen af projekteringen.

Byggeriet på Poppelstykket kommer til at bestå af seks etager samt kælder og parkering. Stueetagen rummer erhvervslokaler, mens de øvrige etager bliver ungdomsboliger med henholdsvis et og to værelser samt fælles opholdsrum, altaner og tagterrasse. Der er forventeligt byggestart i december 2018.

Både erhvervslokaler og ungdomsboliger skal stå færdigbygget ultimo 2020.

Se også

Gråkjær og Koncenton indgår rekordkontrakt

Læs mere

Gråkjær A/S, Fabersvej 15, DK-7500 Holstebro  ·  Tlf. +45 96 13 55 55  ·  graakjaer@graakjaer.dk