1.3.2017

Niebuhr rejsegilde med ros til Gråkjær

Ny 16 meter høj produktionshal er skudt op med rekord-fart hos Niebuhr Gears i Ikast. Tilfreds direktør holdt rejsegilde og takkede de involverede

Fire generationer af Niebuhr-familien var sammen med medarbejdere, håndværkere, bygherrerådgiver og Ikast-Brandes borgmester samlet fredag 24. februar for at fejre rejsegilde på Niebuhr Gears nye produktionshal.

Til rejsegildet takkede direktør for Niebuhr Gears, Rasmus Niebuhr, medarbejdere, kommune og arkitekten Arkitec for forløbet op til og under byggeriet. Samtidig takkede han Gråkjær og virksomhedens underleverandører og roste dem for den hurtige proces og for at have løst de udfordringer, der er dukket op undervejs.

Det er gået stærkt med byggeriet. Fra Niebuhr skrev kontrakt med Gråkjær om opførelsen af den nye produktionshal – og til den nu er næsten færdig, er der kun gået tre måneder – vel at mærke vintermåneder, hvor vejret let kan betyde forsinkelser i byggeriet.

Niebuhr Gears udvider produktionen med en 2.200 m2 stor produktionshal med en højde på 16 meter.  Grunden til, at bygningen skal være så høj, er for at fremtidssikre virksomheden. En af Niebuhr Gears vigtigste forretningsområder er tandhjul og krøjekranse til vindmøller. Da vindmøller bliver større og større, gør dele som tandhjul det naturligvis også.

Niebuhr Gears medarbejdere rykker ind i den nye produktionshal midt i marts.

Gråkjær A/S, Fabersvej 15, DK-7500 Holstebro  ·  Tlf. +45 96 13 55 55  ·  graakjaer@graakjaer.dk