6.12.2016

Gråkjær skal opføre 228 ungdomsboliger i Valby

Gråkjær har skrevet kontrakt med Gefion Group om opførelsen af 228 ungdomsboliger i Valby, med tilhørende fællesarealer. Samlet set bliver byggeriet på 7.400 m2 fordelt på 6 etager, samt kælder.

”Vi glæder os til at gå i gang med byggeriet, der er Gråkjærs hidtil største boligsag. Ud over rollen som totalentreprenør på projektet, står Gråkjær også for byggefinansieringen på projektet” udtaler Henrik Skaarup, direktør i Gråkjær Erhverv.

Projektet er blevet en realitet som resultat af det strategiske samarbejde mellem Gråkjær og projektudvikler Peter Christensen, der blev indgået tidligere i år.  

SU-venlige boliger

I indretningen af lejlighederne er der fokuseret på at de skal være velegnede til studerende. Lejlighederne er indrettet med et værelse samt eget køkken og bad. Desuden er der i bygningen et fællesrum i stueetagen og på øverste etage.

Byggeriet af ungdomsboligerne i Valby påbegyndes i januar 2017 og skal stå færdigt i august 2018. Dermed står de mange nye ungdomsboliger klar, lige når de kommende studerendes boligjagt – og det nye studieår - begynder.

Lejlighederne kommer til at ligge på Ib Schønbergs Allé 1 i Valby. Gråkjær er totalentreprenør på byggeriet og samarbejder med MOE A/S Rådgivende Ingeniører. Zeso Architects har tegnet byggeriet.

Gefion Group, der har specialiseret sig i udviklingen af boligejendomme i København, er som nævnt bygherre på projektet, men der er allerede gang i seriøse forhandlinger med en slutinvestor.

Flere projekter i støbeskeen   

Projektet er Gråkjærs hidtil største boligprojekt, men flere store boligsager i København er på vej. ”Sammen med Peter Christensen og Gefion Group arbejder vi i øjeblikket på udvikling af flere spændende boligprojekter i København med henblik på videresalg til slutinvestorer” siger direktør i Gråkjær Erhverv Henrik Skaarup.  

Byggepladsen ligger kun et stenkast fra Gråkjær Erhvervs nye regionskontor, på Gl. Køge Landevej i Valby, som Gråkjær overtog 1. november.

Gråkjær A/S, Fabersvej 15, DK-7500 Holstebro  ·  Tlf. +45 96 13 55 55  ·  graakjaer@graakjaer.dk