30.6.2017

Første spadestik på Sophieholmen

Tirsdag den 27. juni tog borgmester John Brædder (Guldborgsund) og Arkitekt Claus Sivager første spadestik til 22 lækre lejligheder i kanalbyen ved lystbådehavnen i Nykøbing Falster.

I arrangementets taler, ved John Brædder og Claus Sivager, var der stor ros til områdets beboere og Guldborgsund Kommune for samarbejdet, og der var ingen tvivl om, at dette ikke er det sidste projekt som led i den udvikling, der er igangsat i forbindelse med bygningen af den nye Storstrømsbro og Femern Bælt- forbindelsen.

Projektet har været næsten 13 år undervejs, fra ide til virkelighed, men nu er det en realitet!

Gråkjær opfører 22 lejligheder - 13 almene boliger og 9 ejerlejligheder - på i alt 2.864 m2, heraf 584 m2 parkeringsareal. De almene lejligheder bliver på mellem 77 og 114 m2 og ejerlejlighederne mellem 78 og 182 m2. Delegeret bygherre på projektet er Inderhavnen A/S i samarbejde med Nykøbing Falster Boligselskab.

Byggeprocessen starter med en oprensning af jorden på det gamle havneareal, hvorefter der rammes pæle dybt ned i den gamle havbund. Herefter støbes fundament, og inden vinter rejses selve husets konstruktion som betonelementer. Senere monteres vinduer, døre og facaden isoleres og pudses, samtidig med at husets indvendige opbygges med gulve, badeværelser, installationer, køkken og til sidst monteres alle altaner.

Byggeriet går i gang med det samme og forventes afsluttet i september 2018. 

Gråkjær A/S, Fabersvej 15, DK-7500 Holstebro  ·  Tlf. +45 96 13 55 55  ·  graakjaer@graakjaer.dk