26.9.2016

Derfor planter Gråkjær flaget i København

Nye spændende byggesager og øget fokus på boligbyggeri har banet vejen for nyt kontor i Valby

De seneste 5 år har byggerier på Sjælland udgjort ca. 30 % af Gråkjær Erhvervs samlede omsætning – og med indtoget på boligmarkedet forventes andelen at stige i de kommende år. Samlet set opføres der flere byggerier i og omkring de større byer, især København, og derfor giver det rigtig god mening at udvide med et kontor i København.  Det er ikke kun boliger, vi satser på, men også erhvervs-, undervisnings- og idrætsbyggeri er nogle af de andre segmenter, der forventes meget af i fremtiden.

Derfor åbner Gråkjær kontor i Valby 1. november 2016. Der er allerede nu gang i mange spændende projekter og vi har netop skrevet kontrakt på en større boligsag i København. Desuden opfører vi flere sager på Sjælland lige nu:

Boligbyggeri i København NV, Ungdomsboliger i Næstved og ny konditorafdeling til ZBC i Ringsted. 

Flere sager er på vej. I pipelinen ligger en række store boligsager i København og potentielt byggeri af CMC til Hovedstadens Letbane, som Gråkjær er prækvalificeret til.  

Johnny Holt, Gråkjær Erhvervs nye regionsdirektør i København, står klar til at lede det nye regionskontor og de mange nye byggesager i området. ”Det er en vildt spændende udvikling, vi er i gang med, og jeg glæder mig meget til at stå i spidsen for den”, siger Johnny Holt.

Med mange byggerier i Københavnsområdet er der også behov for flere lokale medarbejdere. ”Med de mange nye byggesager på Sjælland får vi brug for flere bygge- og projektledere, og det optimale vil være folk med lokalkendskab”, siger Johnny Holt. ”Allerede nu har vi lokale projekt- og byggeledere i København, og vi glæder os til at give dem muligheden for at have et fast arbejdssted tæt på deres bopæl”.

Gråkjær Erhvervs nye regionskontor kommer til at ligge på Køge Landevej i Valby og er på 261 m2, så der er god plads til både nuværende og kommende medarbejdere i Gråkjær Erhverv ”.

”Vi skal ikke blot have et midlertidigt kontorhotel, for vi gør det her rigtigt og regner med at forblive på det københavnske boligmarked. Det er vigtigt, at det er et godt sted, som medarbejderne også sætter pris på. Der skal være plads til sociale arrangementer, fyraftensmøder og lignende”, siger Johnny Holt. 

Gråkjær A/S, Fabersvej 15, DK-7500 Holstebro  ·  Tlf. +45 96 13 55 55  ·  graakjaer@graakjaer.dk