12.1.2016

CMC forberedes til sporarbejde

Der klargøres til de første tog i og omkring CMC-bygningen

Selv om letbanen først åbner i 2017, varer det ikke længe, før de første tog ankommer til CMC-byggepladsen.

Derfor arbejdes der på højtryk med at gøre alle udendørsarealer, hvor der skal lægges spor, klar til aflevering.

I øjeblikket arbejdes der med bundopbygning – såkaldt subballast. Når Gråkjær er færdig med dette, gør bygherren GCF arbejdet med skærver, sveller og skinner færdigt.

I bygningen, hvor togene skal holde når de ikke er i brug, og hvor den indvendige rengøring kommer til at foregå - stabling area - er der desuden støbt fundament til perroner og lagt tag.

CMC-bygningen, som skal huse værksted, kontrolcenter og vaskehal er nu lukket -  der er monteret tag, vinduer og døre. Nu fokuseres på det indvendige arbejde. Førstesalen, som kommer til at rumme Letbanens kontrolcenter, er tæt på at være færdig. I stueetagen skal der flere steder anlægges spor, så togene kan køre ind i bygningen til reparation og i vaskehal. Når bygningen er færdig, kører der fem spor ind i bygningen.    

Efter planen ankommer det første tog til pladsen 1. maj. Letbaneselskabet vil herefter køre testkørsler frem til åbningen af Letbanen i 2017. 

I videoen herunder kan du se byggepladsen og arbejdet både udendørs og indendørs. 

 

Gråkjær A/S, Fabersvej 15, DK-7500 Holstebro  ·  Tlf. +45 96 13 55 55  ·  graakjaer@graakjaer.dk