22.12.2017

Byggeriet af Damhushave er godt i gang

I Rødovre er byggeriet af 35 etageboliger og 10 rækkehuse i 2 etager kommet godt fra start.

I øjeblikket arbejdes der med støbning af kældervægge i en af blokkene samt jordarbejde på de øvrige blokke. ”Vi har en meget blød bund i området, så vi etablerer en sandpude, før vi kan støbe fundamenter” fortæller projektleder Lars Kruse.   

I starten af januar støbes de første fundamenter i terræn-niveau og fra uge 8 monteres elementer i de to første blokke. Efter endt elementmontage skalmures bygningerne i lyse og brune sten.

Damhushave-byggeriet ligger med udsigt over Damhussøen, på den grund hvor Damhus Tivoli tidligere lå, og med Damhuskroen som nabo.  

Byggeriet opføres i 4 blokke, hvoraf de 3 består af etageboliger i 4-5 etager og rækkehuse i to etager. Den 4. blok bliver den højeste med 6 etager og kommer til at bestå udelukkende af etageboliger. Der bliver i alt 4235 m² etageboliger og 1450 m2 rækkehuse, samt 222 m2 kælder.

Projektet skal stå færdigt i starten af 2019.    

Projektet er en del af en større byudvikling, der er i gang i Rødovre i disse år.  Ud over Damhushave-byggeriet, arbejder Gråkjær med endnu en stor boligsag i Rødovre; opførelsen af 117 boliger på Islevgård allé. 

Gråkjær A/S, Fabersvej 15, DK-7500 Holstebro  ·  Tlf. +45 96 13 55 55  ·  graakjaer@graakjaer.dk