2.5.2019

Amels vej fra fleksjob til fuldtidsjob

Amel Dubicanac havde selv opgivet håbet om at komme til at arbejde mere end 12 timer om ugen på grund af gigt i knæet. Sådan skulle det heldigvis ikke gå. 1. maj blev han nemlig fuldtidsansat hos Gråkjær Landbrug A/S.

Amel startede i praktik hos Gråkjær i august 2015 efter et langt forløb, hvor han først måtte opgive sit job som elektriker på grund af et dårligt knæ. Han læste videre til bygningskonstruktør, men på grund af det dårlige knæ og store smerter, kunne han ikke klare et almindeligt fuldtidsarbejde. Efter noget tid i det kommunale system, fik han gennem en bekendt kontakt til Gråkjær, og i samarbejde med Skive Kommune fik han en praktikplads.

Amel startede i praktik på Gråkjærs tegnestue i en blækspruttefunktion på 12 timer om ugen med nedsat effektivitetsprocent. Han havde store smerter, der gjorde at han ikke kunne arbejde ret meget. 

”I starten var der ikke noget håb om, at det skulle blive anderledes. Jeg havde selv mistet troen på at få det bedre. Jeg kunne ikke overskue andet end de få timers arbejde”, fortæller Amel. Men han hang i og var glad for praktikpladsen, der efter 8 måneder blev til et fast fleksjob.

Vendepunktet

Jobbet hos Gråkjær og kontakten til en sports-fysioterapeut blev et vendepunkt for Amel. ”Jeg fik mere overskud, og kunne holde til at træne mere. På den måde har jeg gradvist fået det bedre, og smerterne er forsvundet”.

I maj 2018 tog han selv fat i tegnestuelederen og bad om at få flere timer. Det blev i første omgang til 20 timer om ugen, derefter 28 timer og siden fuld tid, samtidig med at effektivitesprocenten gradvist blev sat op. 

”Jeg har ikke oplevet noget pres fra Gråkjærs side eller kommunen i forhold til at skulle kunne klare mere. Når jeg har fået flere timer, har det hver gang været efter mit eget ønske”. Det, at der ikke var noget pres, gav Amel mulighed for og overskud til at koncentrere sig om arbejdet og træningen. 

”Gråkjærs HR-afdeling har taget hånd om mig, haft kontakten med kommunen og lavet en handlingsplan for mig, så jeg har kunnet koncentrere mig om at få det bedre, uden at skulle bekymre mig om at være en del af ”systemet”, fortæller han.

”I al den tid jeg har været hos Gråkjær har jeg altid følt mig velkommen. Ingen har set skævt til mig på grund af min baggrund eller min fysiske situation. Der var altid tid til venskabelig snak om det plageri, man havde undervejs. Jeg tror ikke at jeg kunne klare denne kamp uden kollegaernes opbakning og ikke mindst opbakning hjemmefra. Derfor mener jeg, at jeg har verdens bedste kollegaer og ikke mindst verdens bedste hustru”.

Endnu en milepæl

1.maj kunne Amel igen markere en milepæl. Der overgik han nemlig fra at være fleksjobber til at være ansat på helt almindelige betingelser. ”Jeg føler mig utrolig heldig i forhold til andre i min situation. Jeg er glad for og stolt over, at det er lykkedes at arbejde mig op til at kunne klare et fuldtidsjob uden nogen problemer. Jeg er smertefri”.

Anne Højbøge, der er HR Chef hos Gråkjær fortæller: ”Vi har haft et rigtig fint forløb med Amel og Skive Kommune. Vi har kunnet se, hvordan Amel med sin fightervilje gradvist har fået mere energi og større glæde. Amel passer rigtig godt ind hos os. Han er en god kollega og med sin gode lune humor bidrager han til den gode stemning på tegnestuen. Og det har som virksomhed været fantastisk at kunne medvirke til at Amel nu er uafhængig og ikke længere, som han selv kalder det, ”en del af systemet”.

Amel glæder sig hver dag til at komme på arbejde, og for ham er det mere end blot et arbejde ”.

”Kæmpe ros til alle og ikke mindst til ledelsen, fra topledelse til daglig ledelse, hos Gråkjær.

For mig føles Gråkjær ikke bare som en arbejdsplads, det føles som om man er en del af familien”.

Amel kom til Danmark som flygtning fra Bosnien i 1993 som 13-årig. Efter et par års ophold på flygtningecenter startede han i 9. klasse – og tog afgangseksamen efter 3 måneders skolegang. Herefter uddannede han sig til elektriker og sidenhen bygningskonstruktør. Amel er gift med Amira og sammen har de to børn på 12 og 9 år.

Gråkjær er totalentreprenør med ca. 110 funktionærer ansat. Ud over de mange fuldtidsansatte er der lige nu 5 fleksjobbere på hovedkontoret i Holstebro. Ofte er der også en i praktik eller arbejdsprøvning. ”Vi synes, at folk, der af den ene eller anden grund ikke kan arbejde på normale vilkår, skal have en chance for at komme ind på arbejdsmarkedet. Og vi er rigtig glade for vores fleksjobbere, de gør en stor indsats, og vi kunne ikke undvære dem i dagligdagen”, afslutter Anne Højbøge.

Gråkjær A/S, Fabersvej 15, DK-7500 Holstebro  ·  Tlf. +45 96 13 55 55  ·  graakjaer@graakjaer.dk