24.9.2018

3. etape af populære ungdomsboliger er rejst

Blomstergården i Næstved rummer 73 populære lejligheder og flere er på vej. I øjeblikket opføres endnu 52 ungdomsboliger. Bygningen er nu rejst, så man kan se, hvordan den færdige karré kommer til at se ud.

Med den tredje og sidste etape består Blomstergården af en Karré med 3 sider, bestående af i alt 125 ungdomsboliger, som omkranser et hyggeligt gårdmiljø.

”Som med de første to etaper har vi et fantastisk samarbejde med Gråkjær, og vi er meget tilfredse med den måde projektet skrider frem på. Gråkjær håndterer balancen mellem hensynet til byggeriet og hensynet til de eksisterende beboere rigtig fint”, fortæller Frederik Hansen, én af de to direktører fra Blomstergården.

Som det ses på videoen herunder er tredje etape rejst og der er fuld gang i både udvendige og indvendige arbejder. ”Lige nu arbejder vi især på lukning af bygningen, så der kan sættes varme på samt udvendige belægningsarbejder”, fortæller byggeleder Kenneth Linderoth fra Gråkjær.

Tredje etape bliver på i alt 2.635 m2, fordelt på tre etager, og den består af 52 lejligheder, en blanding af 1-, 2- og 3-værelses lejligheder. De skal stå færdigt til indflytning til marts 2019.  ”Vi mærker stor interesse for lejlighederne i Blomstergården. Udlejningen af lejlighederne i etape 3 er i fuld gang og en fjerdedel af lejlighederne er allerede udlejet. Etape et og to er allerede 100% udlejet”, fortæller Frederik Hansen. 

Gråkjær A/S, Fabersvej 15, DK-7500 Holstebro  ·  Tlf. +45 96 13 55 55  ·  graakjaer@graakjaer.dk