15.8.2017

1.824 elementer til flotte ungdomsboliger

Byggeriet af 228 ungdomsboliger i Valby er skudt i gang og elementmontagen er påbegyndt

Lige nu rejses de første af i alt 1824 betonelementer som ejendommen på Ib Schønbergs alle i Valby kommer til at bestå af.

Jordarbejdet er overstået, og de seneste uger har struktørerne arbejdet med støbning af stribefundament og in-situ-støbte terrændæk i kælderen. Elementmontagen på første del af bygningen er nu i gang. Sideløbende med elementmontagen på den første del af byggeriet fortsættes arbejdet med klargøring af fundamenter på de øvrige dele af byggepladsen.  

Fra 2.778 dele og en tårnkran til 3 blokke

Byggeriet, der opføres i 6 etager, bliver på i alt 7.400 m2 og kommer til at bestå af i alt 1.824 betonelementer og 954 vinduer. Elementmontagen forventes at tage i alt 24 uger på ejendommens 3 blokke. Først rejses elementerne på de to blokke der vender mod Ib Schønbergs alle og Poul Reichardts Vej og til sidst rejses den blok der vender mod Gl. Køge Landevej.

Ejendommen kommer til at rumme en lækker gårdhave, hvilket gør det muligt i denne fase af byggeriet at have en tårnkran på pladsen. Tårnkranen tager dog det meste af pladsen i gårdhaven, så der er ikke megen plads til opbevaring af materialer. Det giver i øjeblikket fast arbejde til pladsens bygge- og projektleder.

”Vi får ca. 1.300 element-transporter og leverancer af andre materialer til byggeriet i løbet af de næste 24 uger, og der er kun plads til to biler på pladsen ad gangen, så vi er nødt til at planlægge leverancerne  minutiøst, for at få materialerne præcist når der er brug for dem” fortæller projektleder Per Thygesen.

Lækkert studiemiljø i nyt kvarter

De 228 lejligheder kommer til at bestå af 1 værelse samt eget køkken og bad. Beboerne får desuden adgang til fælles arealer i stueetagen og på øverste etage, samt en lækker gårdhave og tagterrasse, så der bliver god plads til studielivets glæder. Byggeriet ligger i et spændende område i Valby, hvor der er en enorm byudvikling i gang, og mange af bygningerne i området er bygget inden for de seneste 5 år.

Byggeriet forventes at stå færdigt i efteråret 2018.

Gråkjær A/S, Fabersvej 15, DK-7500 Holstebro  ·  Tlf. +45 96 13 55 55  ·  graakjaer@graakjaer.dk